Flere undersøgelser peger på, at en del forbrugere ikke har tid
til at læse varedeklarationer, og at mange forbrugere har svært ved
at forstå oplysningerne på fødevarerne. Familie- og
Forbrugerministeren har siden 2005 arbejdet med at etablere en
enkel mærkningsordning for at skabe større gennemskuelighed for
forbrugerne, når de køber ind.
Let at træffe ernæringsrigtige valg
Formålet med det kommende Spismærke er at gøre det det lettere at
træffe det mest ernæringsrigtige valg. Det vil sige, at det skal
være nemmere at vælge de fødevarer, der har flere kostfibre og
indeholder mindre fedt, mættet fedt, sukker og salt. Spismærket
skal ses som et supplement til den generelle ernæringsoplysning og
de 8 officielle kostråd.
Kriterier fastsat på et videnskabeligt
grundlag
Fødevarestyrelsen har udviklet kriterierne bag Spismærket i samråd
med en arbejdsgruppe med repræsentanter fra detailhandlen,
fødevareindustrien og Forbrugerrådet. Med udgangspunkt i det
foreliggende videnskabelige grundlag har FødevareInstituttet under
DTU udarbejdet Spismærkets kriterier som blandt andet er baseret på
fødevarernes indhold af næringsstofferne fedt, mættet fedt, sukker,
salt og kostfibre.
En frivillig ordning for fødevareproducenterne
Eftersom ordningen er frivillig, er det op til
fødevareproducenterne at beslutte om, og i hvilket omfang,
Spismærket skal indgå i markedsføringen af virksomhedernes
produkter. Succeskriteriet for mærkningsordningen er, at
fødevareproducenterne anvender Spis Mest Mærket. Det er desuden
forventningen, at brug af Spis Mest Mærket kan bruges positivt i
markedsføringsmæssige sammenhænge. Lancering af Spismærket vil
forhåbentlig også kunne være et incitament til produktudvikling, så
flere produkter kan opnå Spis Mest Mærket - en del formentlig med
ret enkle justeringer i produktionen.
Målet for hjemmesiden Spismest.dk er at levere en saglig, præcis
og enkel information om fødevaregruppers ernæringsindhold.
Informationen skal give forbrugere indsigt i fødevarers
ernæringsmæssige kvalitet, så de bedre kan træffe sunde valg i
hverdagen.
[/Global/Labels/ContactLabel]
Redaktionen@spismest.dk