[/Global/FVST/Name]
www.spismest.dk

8. september 2008

Testkriterier for læskedrikke

Produkttesten sker på baggrund af Fødevarestyrelsens bekendtgørelse nr. 330 af 3. april 2007 om Ernæringsmærket, der trådte i kraft den 19. april 2007.

Mærkningsordningen er opdelt i 3 kategorier svarende til henholdsvis "spis mest", "spis mindre" og "spis mindst". Kategoriseringen er således en hjælp til forbrugerne til hurtigt at se, om et produkt kan spises ofte, med lidt forsigtighed eller kun en gang i mellem.

Kriterierne i ernæringsmærkningsordningen er udviklet af  Fødevareinstituttet ved Danmarks Tekniske Institut og baseret på undersøgelser af danskernes kostvaner og Nordiske Næringsstofanbefalinger.

Bedømmelse af drikkevarer
Hvilket Spismærke, som drikkevarerne kan mærkes med, vurderes ud fra følgende kriterier:



Næringsstoffer pr. 100 g
Kategori 1
spis mest

Kategori 2
spis mindre

Kategori 3
spis mindst

Fedt 0 < 2,5 >2,5
Mættet fedt (fedtsyrer) 0 <  2 > 2
Sukkerarter 0 < 5 > 5
Natrium Ikke tilsat     












Spis Mest Mærker
Drikkevarer, der ikke indeholder fedt, sukker og natrium (salt) kan mærkes med ”spis mest”. Alle nævnte kriterier skal være opfyldt for at bruge Spis Mest Mærket.

  • Undtagelse:
    - Drikkevarer med sødestoffer kan ikke mærkes med ”spis mest” – også selvom kriterierne for kategori 1 er opfyldt.

Spis Mindre Mærker
Drikkevarer, der indeholder op til 2,5 g fedt, hvoraf op til 2 g kan være mættet fedt, og op til 5 g sukker – alt sammen pr. 100 g - kan mærkes med ”spis mindre”. Alle nævnte kriterier skal være opfyldt for at bruge Spis Mindre Mærket.

Spis Mindst Mærker
Drikkevarer, der indeholder mere end 2,5 g fedt, mere end 2 g mættet fedt eller mere end 5 g sukker kan alene mærkes med ”spis mindst”.

  • Undtagelse:
    - Juice uden tilsat sukker kan mærkes med "spis mindre", uanset indholdet af næringsstoffer.

Sådan gennemføres testen af fødevarerne

Forbrugerstyrelsen bestiller testene hos Fødevarestyrelsen.

Variation af testede produkter
Forbrugerstyrelsen udvælger i samarbejde med Fødevarestyrelsen, hvilke produktsegmenter der skal testes. Grundlaget for udvælgelsen af produktgrupper er, at det kan være svært for forbrugerne umiddelbart at gennemskue produkternes ernæringsmæssige sammenhæng, og at alle tre Spismærker så vidt muligt bliver repræsenteret i testen.

Fødevarestyrelsen varsler producenter om test
Fødevarestyrelsen står for selve gennemførelsen af testene. Inden testen gennemføres, orienterer Fødevarestyrelsen virksomhederne om, at deres produkter indgår i en test.

I praksis gennemføres testene ved, at Fødevarestyrelsen indsamler oplysninger via næringsdeklarationerne på produkter, der findes i detailhandlen.

Tre testkriterier
Planlægning og gennemførelse af en test tager udgangspunkt i følgende kriterier:

Tidsperiode
Som oftest vil en test blive gennemført inden for en periode på 4-5 uger fra den sættes i gang til testresultaterne offentliggøres på Forbrug.dk.

Antal produkter
I hver test vil der indgå ca. 20-30 produkter. Denne test omfatter flere produkter, da det er en stor og mangfoldig produktgruppe.

Valg af produkter
Der udtages stikprøver med en skønsmæssig kvoteudvælgelse, så der i det omfang det er muligt, indgår produkter både fra større, mellemstore og mindre producenter. Såvidt muligt indgår også nogle udenlandske produkter. 

Produkterne, der indgår i en test, vil være produkter, som forbrugerne kan købe i de mest udbredte detailbutikker. Som minimum vil testen omfatte detailhandlen detailkæderne COOP, Dansk Supermarked og De samvirkende Købmænd.

Produkterne vil så vidt muligt repræsentere de tre kategorier af Spismærket "spis mest", "spis mindre" og "spis mindst" ligesom det tilstræbes at repræsentere et bredt sortiment indenfor produktgruppen.
En test vil således ikke omfatte alle produkter på det danske marked inden for det valgte produktsegment.

Dokumentation af produkter
Dokumentation for de registrerede oplysninger sikres ved, at emballagen gemmes.

Kun produkter med næringsdeklaration testes
Produkter, der ikke er næringsdeklareret, kan ikke indgå i testen. Produkter, der er deklareret med den lange næringsdeklaration, kan indgå i testen. Produkter, der er næringsdeklareret med den korte næringsdeklaration, vil kunne indgå i testen, hvis de manglende oplysninger er tilgængelige i Fødevareinstituts Fødevaredatabank, og de vurderes at være retvisende for det aktuelle produkt. Anvendes oplysninger fra Fødevaredatabanken vil det fremgå af de registrerede oplysninger, og producenterne vil i forbindelse med høringsprocessen forud for offentliggørelsen have mulighed for at komme med bemærkninger eller fremsende mere præcise oplysninger om produktet.

Producenter modtager testresultater i høringsperiode
Efter testen er gennemført, sender Fødevarestyrelsen de registrerede oplysninger om produktet til hver enkelt producent. Producenten har så mulighed for i løbet af 1-2 uger at kommentere de registrerede oplysninger og placeringen af produktet i en af de tre kategorier af Spismærket.

Forbrugerstyrelsen offentliggør resultaterne
Forbrugerstyrelsen offentliggør produkttesten månedstesten i form af en artikel, hvor resultatet og vurderingsgrundlaget for hvert enkelt produkt vil indgå. Testresultaterne ligger både på Forbrug.dk og på Spismest.dk.



[/Global/Teaser/RelatedInfo]