[/Global/FVST/Name]
www.spismest.dk

3. januar 2007

Spismærket skal med i egenkontrolprogrammet

Spismærke-ordningen er en supplerende frivillig mærkningsordning. Ønsker du at tilslutte produkter til ordningen, skal din virksomhed dokumentere, at reglerne for mærkningsordningen bliver opfyldt og overholdt.

Alle virksomheder, som behandler eller sælger fødevarer skal være autoriseret eller registreret af den lokale fødevareregion. Kontrollen med overholdelse af fødevarelovgivningen udøves af fødevareregionerne. Kontrollen med ernæringsmærkningsordningen vil ligeledes blive varetaget af fødevareregionerne.

Alle fødevarevirksomheder skal udarbejde, følge og vedligeholde et egenkontrolprogram. Egenkontrollen skal blandt andet sikre, at fødevarelovgivningen bliver overholdt.

Virksomheder, der producerer, tilvirker eller forhandler fødevarer med supplerende mærkning, skal i egenkontrolprogrammet beskrive, hvordan reglerne sikres overholdt.

En supplerende frivillig mærkningsordning
Hvis en virksomhed tilslutter sig ordningen, påhviler det virksomheden at sikre, at reglerne for mærkningsordningen bliver opfyldt og overholdt. Virksomheden skal blandt andet sikre, at produkterne er korrekt mærkede og ikke giver anledning til vildledning af forbrugerne.

Inden markedsføring - kontakt den lokale fødevareregion
Før Ernæringsmærket anvendes i markedsføringen af en fødevare, skal den ansvarlige for markedsføringen informere den lokale fødevareregion om, hvilke fødevarer der tilsluttes den frivillige ordning. Der er ikke tale om en godkendelsesordning, men alene en praktisk foranstaltning med henblik på at skabe overblik over omfanget af ernæringsmærkede fødevarer.

Tilsyn med ordningen - en del af den ordinære kontrol
Kontrollen af ernæringsmærkningsordningen vil ske som en del af regionernes ordinære kontrol af virksomhederne. Kontrollen føres hovedsagelig som kontrol af virksomhedernes egenkontrol, det vil sige som kontrol af, at virksomhederne har et egenkontrolprogram og at programmet følges.

En vigtig faktor i denne sammenhæng er, at egenkontrolprogrammet beskriver hvilke – og hvor mange –  prøver, virksomheden skal udtage til analyse, hvad prøverne skal analyseres for, samt hvordan virksomheden vil reagere på eventuelle afvigelser fra nærmere definerede analysegrænser. Den offentlige kontrol omfatter både, at dette er beskrevet i egenkontrolprogrammet, og at virksomheden kan dokumentere, at programmet følges.

Receptkontrol
Kontrol med egenkontrol omfatter også kontrol af virksomhedens receptkontrol, det vil sige kontrol af, at virksomheden har procedurer for receptkontrol. Virksomheden skal kunne dokumentere at der gribes ind, hvis man opdager uregelmæssigheder. I den forbindelse kan den tilsynsførende sammenholde recepterne for de enkelte produkter med produkternes mærkning. Denne kontrol vil kunne afsløre eventuelle fejl og mangler ved mærkningen af produkter og er en del af kontrollen med vildledning i forbindelse med anprisninger og næringsdeklarationer .

En del af receptkontrollen kan bestå i kontrol af, om virksomheden følger recepterne i produktionen. Det vil sige, kontrol med virksomheders egenkontrol med overensstemmelse mellem recepterne og produktionsregistreringerne. De fejl og mangler, regionen afslører ved receptkontrol vil kunne blive betragtet som vildledning af forbrugeren. Virksomheden kan dokumentere, at den følger recepterne, ved at dokumentere produktionen af hver batch (sammensætning), for eksempel med underskrift af blander/leder – altså  et ”certifikat” på hver blanding, samt selvfølgelig gennem analytisk kontrol internt (eget laboratorium - kvalitetssikret) eller eksternt (privat laboratorium gerne akkrediteret eller i det mindste med kvalitetsstyring). Ofte vil virksomhedernes kunder i forvejen kræve garantier for korrekt sammensætning.

Fødevareregionernes kontrol på virksomheden kan suppleres med analytisk kontrol i det omfang, regionerne skønner det nødvendigt. Den analytiske kontrol kan gennemføres ved en gennemgang af virksomhedens egen analytiske kontrol eller ved at regionerne udtager og analyserer prøver.

Kontrollen af mærkningsordningen indgår som led i Fødevareregionernes ordinære kontrol.


Krav om offentliggørelse af kontrolresultater
Afslutningsvis skal det bemærkes, at kontrol, der udføres af fødevareregionerne, er omfattet af kravet om offentliggørelse af kontrolresultater. Kontrol af virksomhedens overholdelse af reglerne for brug af Ernæringsmærket vil således fremgå af den kontrolrapport, som offentliggøres på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Af ovenstående fremgår, at følgende forhold skal iagttages før Ernæringsmærket kan tages i brug:

  • Det skal sikres, at de enkelte fødevarer lever op til alle kriterier for den relevante variant af Ernæringsmærket, som det fremgår af bilag 2 til ernæringsmærkningsbekendtgørelsen.

  • Det skal sikres, at den ansvarlige for markedsføringen af fødevarerne orienterer den lokale fødevareregion om, hvilke fødevarer der tilsluttes ordningen forud for ibrugtagning af mærket.

  • Det skal sikres, at anvendelsen af Ernæringsmærket ikke på nogen måde vildleder forbrugerne.

  • Det skal sikres, at overholdelse af regelsættet for mærkningsordningen indgår som et element i virksomhedernes egenkontrolprogram.


[/Global/Teaser/RelatedInfo]